Palby Fyn Cup oplevede i år fremgang i deltager antallet, og iblandt deltagerne var 2 X-Metere samt “Kit”, en af de lidt større XII-metere.
Placerings mæssigt topper henholdsvis Per Risvang (D48) og Anders Becket (D3) resultatlisen med en 1. og 2. plads i gruppe 7, som bla var med div X-yacht konstruktioner og en Solana. Rigtigt flot og noget som os der ikke deltog, også godt kan sole os lidt i.
Fra “Vores Båd” D3 har vi modtaget nedenstående beretning.
En saftig lavtrykspassage dannede rammen om årets Fyn Rundt fra Bogense. Og ”Vores Båd” X DEN 3 dannede rammen om vores familietur, 3 generationer:
Anders Beckett, ejer og skipper, Albert 13 år, tidl. optimistsejler, Asger 17 år, og mig, Sten, tidl. ejer, nu far og bedstefar.
Jeg havde sejlet båden fra Faaborg til Bogense i frisk vind, og nu lå den ryddelig og klar til besætningens ankomst med soveposer, sejlertøj, huer, vanter og lange underbukser. 1½ m svinemørbrad, 5 kg slik og chokopops viste bredden af besætningens yndlingsretter, og tilsvarende: cola, øl, gammel dansk og rødvin, m.h.t de foretrukne drikkevarer.
Taktikken var klar,- med en start kl. 12,45 havde vi kun få timer til strømmen i Lillebælt kæntrede og blev nordgående, så vi havde travlt. Med en drømmestart på stb. halse ved læ mærke og fri vind, slog vi over på kanten af sandbankerne ud for Bogense, og kunne på toppen af feltet netop lige holde op mod Strib. Vores nærmeste konkurrent Per Riisvang i X-meteren Trines Tvangsarv, X DEN 48, gik en anelse højere end vi, og senere foran os, men det var os en trøst, at hans kulfibermast, nyere sejl, ror og kølprofil jo også skulle give ham en fordel.
Som et varsel om, hvad der ventede os det næste døgn, tårnede sig op bagom Strib en sort sky, og i et splitsekund blev feltet ramt af en sydvestenvind med en 15-18 sekm. Små og store både kæmpede for at holde sig på benene, alle var jo startet i mellemluft og fuld sejlføring. Vi havde fuld genua og storsejl, og fik nogenlunde kontrol, men den piskende regn og hagl sammen med den hylende vind, splittede felterne, og allerede dér så vi de første både sætte hækflaget og liste hjem til sikker havn.
Efter 20 lange minutter flovede vinden, og videre gennem snævringen blev vinden tyndere og tyndere, til vi, nu i modstrøm og ingen luft overhovedet, blev parkeret under den gamle Lillebæltsbro. De svage, nu østlige, åndedræt der var tilbage, blev opsnappet af meget store både med meget høje master og meget store spilere, og de levnede os ikke meget luft til at komme fremad.
Efter at have passeret broen både forlæns og baglæns et par gange, fik vi lidt held og luft, og Per i 48’ eren var allerede stukket rundt om Gals Klint.
Derfra fulgte mange timer i regulær, frisk luft fra SØ, en del modstrøm, en taktisk sejlads, hvor vi blev overhalet af en del nyere 40+ fods-både, og tilsvarende selv overhalede en del af felterne, der var startet foran os. Der var en million vendinger, og armmusklerne blev godt udfordret, så i Poul Molichs ånd gik jeg under dæk, stegte mørbradbøffer, kogte nye kartofler, lavede sovs, åbnede rødvinen, og overlod skøder og bagstag til ungdommen.
Uagtet den varme mad og de varmende drikke, sneg regnen ubønhørligt igennem vores Goretex sejlertøj. Huerne var våde, handskerne gennemblødte, og den rå kulde bemægtigede sig vore kroppe. Albert kunne som den yngste gå til køjs i kahytten; mæt efter 4 bøffer, 1 kartoffel, 4½ kg blandet slik og 1 cola kunne han ligge trygt i slingregrejet omringet af dunene i pude og dyne. Jeg tog en kold tyrker, klædte mig af, og iførte mig uldent undertøj, tørre bukser og alle trøjer, og trak min overlevelsesdragt på yderst, som værn mod den arktiske kulde kombineret med tropiske regnbyger.
Lavtrykspassagen sagde os, at vi skulle holde styrbords fløj, uagtet det så fristende ud at gå på øst om Bogø. De, der havde valgt ”de Fynske Fristelser”, var godt hægtet af, da de 2 fløje mødtes ved Thorø syd fra Assens. Desværre flovede vinden helt i bund, inden den bestemte sig til at gå i syd og friske. Helnæs var passeret, og nu gik det for fulde gardiner østpå.
I læ af Avernakø benyttede vi lejligheden til at smide genuaen, det kostede os kun 1 knob at gå med storer alene, og da krydsfokken kom op var der atter fuld fart.
Enkelte både havde problemer med at holde lys i lanternerne, andre lyste vildt omkring sig for at spotte sømærkerne, så bortset fra den kraftige vind, var der en tivoliagtig stemning gennem Svendborgsund. I medstrøm lå bådene tæt, trimaraner og større kølbåde, men Per Riisvang i X-meteren var nok over alle bjerge, vi havde ikke set dem siden snævringen i Lillebælt.
Vinden var nu 12-15 sekm. fra syd, så det gik raskt ud mod Thurø rev.
Vinden øgede 14-18 m/sek, det første morgenlys ved 5-tiden kunne anes. Feltet spredtes, en trimaran vendte om og luskede tilbage over Lunkebugten, mens de lange vandlinier nordpå gennem Storebælt gav bonuspoints. Jeg var egentlig tilfreds med de 10 knob med et storsejl, der trak, og en fok, der var mere eller mindre arbejdsløs. Men skipper Anders beordrede ”spiler”, og 17-årige Asger som habil jollesejler tog rortørnen.
En lille spiler, oprindeligt indkøbt i 80’ erne som skæringsspiler i meget formstabil dug, kom op at flyve, og så var der turbo på !!. Vi blev ”trykket tilbage i sæderne” ved hvert vindpust, og hverken konkurrenter eller bølgerne kunne følge med. Vores max-hastighed blev 16,4 knob, kun 1 knob langsommere end under ”Sølvspilersejladsen” i 1979, men i modsætning til dengang holdt spileren!!
Anders ved det luv skøde, Asger ved roret og jeg på det læ skøde var fuldt koncentrerede og mærkede knapt, at himmelen blev lysere. Adrenalinen pumpede ud i kroppen, vi blev tørre i munden, men det var ikke lige tiden til morgenkaffen nu.
Rorgængeren forsøgte at gå så dybt som muligt, der var en knivskarp grænse mellem pendulering og stabilitet, og så lavt som til kursen uden om Sprogø, kunne vi ikke holde. Det ville være halsløs gerning at forsøge en bomning, så vi bjærgede spileren så tilpas, at vi på den anden hals kunne skære ud omkring den forblæste ø.
Det var lidt ærgerligt, at alle både skulle runde Sprogø, havde vi kunnet fortsætte under lavbroen mod Fyns Hoved med spiler, var der skåret meget af vores sejltid. Nord for Fyn var vinden gået i vest, søerne var grove, og det blæste 15 sekm. Alle var ved at være møre, men det var småt med mulighed for søvn, når 10’ eren på bb. halse bankede ind i den ene sø efter den anden. På den anden bov søgte vi bølgelæ ind mod Odense fjord, men det var jo kun en stakket frist. Anders fik fokken til at trække godt igennem søerne efter at have trimmet den lidt hulere end normalt, så hvad vi tabte i højden, tog vi igen på farten.
Albert kom på dæk efter en god nat, Asger fik sig en lille skraber, indtil kroppen blev mør af den konstante pælebanken. Så jeg forsøgte mig med lidt hvile i min overlevelsesdragt midt på dørken og med en våd genua og do. spiler som underlag. Ro blev det ikke til, men frisk kaffe til mandskabet.
Æbelø er som en regnbue: den kan ses langvejs fra, men når man sejler imod den, flytter den sig, så kommer aldrig uden om den. Men med vilje af stål kan man alt, og selv den røde bøje måtte give sig efter godt 3 timers kryds. Så nu ventede kun de sidste 5 mil mod mållinien ud for Bogense.
Til det sidste var der kamp om placeringerne, et kraftigt pust fik vores luv konkurrent til ufrivilligt at skære op, så glade, våd og trætte strøg vi i sikker havn,- hvor Per i nr 48 havde ligget i mindst 20 minutter …
Vi negligerede de våde sejl på dørken, de slatne chokopops og chips. Og glemte kulden, trætheden og de sure sokker.
Og tog bilen hjem !!