40 år og stadig smuk

Historien om, hvordan 10-Meteren blev til – af Jan Ebert

10-Meteren er et barn af de glade år, hvor alt kunne lade sig gøre. Det var i begyndelsen af 70’erne, hvor inflationen rullede af sted, og man fik klækkelig lønforhøjelse hvert halve når, når den automatiske pristalsregulering fandt sted. I 1970 købte Marianne og jeg rækkehus i Roskilde, bil og næste år en bil mere, byttede den finske H-båd (HD 5) ud med en dansk (HD 63), og allerede i 1972 var tiden inde til en større båd. Det gjaldt jo om at få lånt og brugt pengene, inden de tabte i værdi og inden alt det, man ville købe, var steget yderligere i pris.

De slanke meter-både har altid fascineret mig, og jeg ville gerne have sådan én, men moderne i sin udformning. Det fandtes ikke, så jeg begyndte at slå nogle streger. Ret hurtigt blev konceptet, at den skulle være 10 meter i vandlinjen – det lød lidt af meterbåd og ramte den størrelse, jeg gerne ville have. Mine streger kom til at ligne en forstørret H-båd, men det var jo heller ikke så ringe. Projektet blev drøftet lidt med min gode ven, konstruktøren Jan Kjærulff, men han skulle ikke tegne den – det skulle være min båd, ikke hans. For øvrigt mente han også, at den ville blive alt for stor og dyr. Senere skabte han den såkaldte Anholt-ekspres (senere Elvstrøm 42), der netop blev for stor og dyr, fordi den blev tilpasset et kommercielt marked som også dengang krævede ståhøjde, separat toilet etc. etc. Min båd skulle have al fokus på sejlegenskaber og kun forsynes med en H-båds lignende kahyt midtskibs. Til sidst måtte jeg dog have en skibsingeniør til at se på stregerne, og valget faldt på Poul Molich, især fordi jeg altid havde beundret hans to Nordiske Krydsere ”Drot” og ”Marsk”.

Altså tog jeg til St. Karlsminde ved Lynæs, hvor Poul boede, og drøftede projektet med ham. Han skulle have 5.000 kr, og så skulle jeg til gengæld få tegninger til at bygge efter. Planen var nemlig den, at jeg sammen med Peter Holm i Roskilde (som dengang sejlede SSB-båd) ville starte et lille værft og bygge løs. Peter mente, at hvis vi byggede 10-15 både, ville vi have de to til os selv gratis.

Projektet tager form

I januar 1973 var Poul færdig med linjetegningerne. Det var en smuk båd, men jeg brød mig ikke så meget om arrangementet med den store, faste finne foran roret. Nå, det kunne laves om når vi skulle i gang med byggeriet, som jeg for øvrigt var noget betænkelig ved. Som journalist inden for sejlsport havde jeg efterhånden besøgt mange lader ude på landet, hvor der stod folk i træsko, der var klistret over med glasfiber og polyester i rigelig mængde, alt mens de rumsterede med et optimistisk bådprojekt. Det mente jeg nok, Peter Holm og jeg kunne sætte bedre i system, men alligevel. Vi havde jo ikke prøvet det før.

Poul suttede lidt på cigaren og foreslog så, at han kunne bygge båden i Hundested. Han ville gerne ind i plastic-branchen, for der var jo næsten ingen, der havde råd til at få bygget i træ længere. I hvert fald ikke sådan som han gjorde det, og desuden kunne han godt lide de nye tegninger, han havde lavet til mig. Peter Holm blev sur, da jeg fortalte om det. ”Havde jeg da overhovedet ingen forretningssans?” Måske ikke, men jeg mente også, at Hundested Bådebyggeri var lidt mere professionelt end det, vi endnu ikke havde startet op. Der blev smækket med døren, men et par uger senere vendte Peter tilbage og sagde, at han godt ville have sådan en 10-meter. Aftalen med Poul Molich blev herefter, at Peter og jeg betalte forud for de første to både mod at få dem ekstra billigt. Så havde han kapital til at gå i gang (men havde jeg kendt værftets trængte økonomi, var aftalen aldrig blevet indgået). Poul mente, at ”sådan en lille båd kunne han have klar til Sjælland Rundt”. Det lykkedes også, men vel at mærke først Sjælland Rundt 1974.

Model til formen for dækket tager så småt form. I baggrunden ses den færdige model til skroget som i sig selv var vanvittigt flot. Den var planket op i mahogny-lister. Desværre er den gået tabt, men var heller ikke anvendelig til andet end at lave en støbeform over.

Selvgjort er velgjort

International 10-Meter (vi havde store ambitioner) nr. 1 og 2 tog langsomt form, bl.a. fordi Poul sædvanen tro ville lave alt selv. Støbe kølene, lave riggen i aluminium på basis af de rå alu-rør og smede alle beslag. Kun spillene var ikke hans, selv om Poul sidst i 1950’erne var den første, der producerede 2-gears spil efter egen opskrift (man flyttede håndtaget, når man skulle over i en anden gearing).

Nogle uger før Sjælland Rundt 1974 stod det klart, at begge både ikke kunne blive færdige. Da Peter var kunde og jeg i højere grad projekt-deltager, blev nr. 1 sat til side og alle værftets kræfter koncentreret om nr. 2. Den blev søsat sent torsdag aften (før Sj.R om fredagen) og døbt ”Styrbjørn”  ved hjælp af en flot sølvpokal, Poul engang havde vundet i 5-meter klassen.

Omkring midnat tog Knud Molich en håndfuld bajere med op på riggerloftet, hvor han sad hele natten og lavede rig. Da jeg kom tilbage til Hundested fredag formiddag, var man så småt ved at gøre klar til at rigge ”Styrbjørn”. Vi skulle starte fra Helsingør kl. 17, båden havde ingen motor og vinden var ret svag. Det så umuligt ud, men jeg fik snakket med en mand, der plejede at sidde i sin store motorbåd og indtage forfriskninger. Han var frisk på at slæbe os til Helsingør, men det tog lang tid at tilpasse riggen – alt var jo første gang. Klokken havde passeret 13, da motorbåden tog os på slæb og gav begge motorer fuld gas, alt mens de glade gutter om bord skålede i retning af os for enden af slæbet. Da vi nåede Ellekilde Hage, mødte vi bådene fra første start kl. 16. I en bue sejlede vi ind mod ydermolen, hvor Poul stod klar med deltagernummer og -liste, som han havde hentet pr. bil. Poul sprang om bord, slæbet blev kastet, sejlene røg op og vores start klokken 17 gik – stort set på én gang.

Jomfruturen

Det viste sig ret hurtigt, at båden var noget underrigget i den lette luft. En besætning på 8 mand var også stærkt i overkanten, men vi ville jo alle gerne med på jomfruturen: Poul og Knud Molich, undertegnede samt Peter Holm og hans fire faste besætningsmedlemmer. Kravet var dog, at tre-fire mand på skift var nede i kahytten eller sad på dækket midtskibs.

På et tidspunkt var vi pænt fremme, men ved Kalvehave blev vi overhalet af en Spækhugger, som gik fremragende i den lette luft, og vores samlede placering husker jeg (heldigvis) ikke.

Få dage senere havde Poul flyttet forstaget frem ved at parallel-forskyde det ca. 20 cm. Herved kom det godt 50 cm længere op ad masten, som derfor burde gøres tilsvarende højere, men det kunne der ikke blive tale om. Poul havde allerede taget en større ordre hjem på masterør, og han ville ikke forlænge dem. Det duede efter hans mening ikke.

En måneds tid senere kom XD 1 på vandet og fik navnet ”Maja” som hun bærer den dag i dag. Marianne og jeg var vandt til at sejle H-båden uden motor af nogen slags, og 10-Meteren var jo hurtigere, så hvad skulle vi have motor for? Det opdagede vi i Langør Havn på Samsø, hvor vi kom ind direkte fra Hundested. Folk flygtede ud af deres både, da den spidse og skarpe 10-Meter stævn beskrev en meget stor og hurtig cirkel rundt i den lille havn. Lykkeligt og heldigt ramte vi udsejlingen og gjorde næste entre for den påhængsmotor, Poul meget mod min vilje havde forsynet mit smukke skib med.

Vores første kapsejlads gik ganske pænt, idet vi satte ny omsejlingsrekord på De fire Øer, en kapsejlads fra Hundested omkring Sejrø, Samsø, Hjelm og Hesselø. Senere på sæsonen samt i 1975 satte XD 1 også nye omsejlingsrekorder på den store Møn Rundt fra Sundet, Hesselø-Tylö fra Vedbæk og Hesselø Rundt fra Hundested. I det hele taget var enten ”Styrbjørn” eller ”Maja” først i mål på de fleste store distancesejladser.

Ham ku’ vi ikke li’!

Vi havde dog en konkurrent. Steen Kjølhede søsatte i 1973 en 30 kvm skærgårdskrydser, bygget i mahogny helt efter de gamle klasseregler. Den var hurtigste båd Sjælland Rundt i 1973 og -74, men det skulle der sættes en stopper for. Under Sjælland Rundt 1975 lå såvel ”Maja” og ”Styrbjørn” som ”Ylva” i front, og ved solopgang søndag var ”Maja” feltets første båd forbi København. Alt tegnede strålende, vi gik 6 knob mod Helsingør med lidt slæk på skøderne og havde ”Ylva” ca. to mil bag os, mens ”Styrbjørn” var ude af syne et sted mod syd (de havde taget en chance over mod Sverige). Ud for Hveen røg vi i et vindhul, ”Ylva” kom op til os, og så startede sejladsen forfra med let kryds nordpå. Vi vidste godt, at ”Ylva” var hurtigere i så let luft og tog derfor en chance, der kostede os 20 minutter.

Det er den eneste gang, jeg har ærgret mig ganske voldsomt over at blive nr. to en kapsejlads, for chancen Sjælland Rundt kom aldrig igen. ”Ylva II” (i glasfiber) var ganske vist også først i 1976, men herefter tog flerskrogs- og specialbådene over. En trøst var det dog, at den gennemsnitlige sejltid for 10-Meter feltet Sjælland Rundt altid var bedre end gennemsnittet for Ylva’er, selv om de var flere. Der kunne trods alt ikke sidde en Steen Kjølhede i dem alle sammen.

Livet som bådforhandler

Interessen for den nye International 10-Meter var stor. Ligesom der var røster om, at båden jo ikke var en international klasse, så det navn måtte vi ikke bruge. Det blev så ændret til Molich 10-Meter ud fra den betragtning, at Poul skulle leve af båden, og det skulle jeg ikke. Jeg var dog forhandler af den i nogle år, men da der evigt og altid var store forsinkelser på leveringen, gav jeg op. Hjulpet af, at Poul Molich nægtede at skyde penge i bådudstillinger eller annoncer, hvilket trods alt ville have fremmet salget.

Steen og Max Kjølhede havde fra sæsonstarten 1976 sat ”Ylva” i produktion, og dels leverede de som regel til tiden, dels var de noget billigere. De solgte i snit to Ylva’er, hver gang jeg – og senere Poul – solgte én 10-Meter. Havde Hundested Baadebyggeri kunnet levere, var salget ganske givet blevet større, men de mulige kunder hørte jo om halve og trekvarte års forsinkelser. Hvortil Poul altid svarede ”mine både er værd at vente på”. Hvad de også var. Hele konceptet med båden var som nævnt at få de bedst mulige sejlegenskaber for pengene. Mange gange måtte vi høre, at ”hvorfor er der ikke ståhøjde, hvorfor ligger forkahytten ikke længere fremme, hvorfor er motor ikke standard?” Fordi det ville koste både penge og fart.

De første kunde-både blev solgt for lidt over 100.000 kr. uden sejl (og motor) og med den daværende 9 pct. oms. Derefter steg prisen ligesom på alle andre både, og efterhånden var 10-Meteren ikke så billig mere. Kunderne blev også ældre og ville have toilet, fast motor, teakdæk og anden luksus. Hvilket ikke var noget problem, for Poul var altid åben over for kundeønsker. Allerede nr. 8 og 9 blev bygget med teak-flushdæk, ratstyring og højere master, og Ulf Lützens smukke flushdækkede  XD28 ”Oihanna” fra 1978 er sikkert kendt af de fleste. Han var dog trofast mod konceptet og sejlede båden i mange år helt uden hjælpemotor.

Fra byggenr. 25 benyttede Poul en ny form til dæk/cockpit, hvor ruffet (i glasfiber) blev forlænget lidt forbi masten og cockpittet forlænget agterover, mens selve dækket var teak, lagt på plywood og traditionelle dæksbjælker af træ. Personligt synes jeg det gjorde båden lidt ordinær (alle andre har jo langt ruf), men sådan blev det, og båden er stadig smuk. En meget tiltrængt ændring var et nyt, fritsiddende ror introduceret i 1984. Fra starten havde jeg som nævnt været imod den meget store, faste finne foran roret.  Desuden var rorstammen skrå, som om den sad på en langkølet båd, og det så lidt underligt ud. Pouls argument var, at når man drejede roret, ville den skrå stilling trække lidt nedad (eller sende vandstrømmen opad) så båden bed sig godt fast i vandet.

 

Spade-roret som de senest både er bygget med

Det havde selveste Rod Stephens givet ham ret i (Rod Stephens fra Sparkman & Stephens i New York kom jævnligt til Hundested for at tilse ny- eller ombygninger for deres kunder). Rorfinnen fik ganske vist båden til at opføre sig som et lokomotiv på skinner, når den sejlede ligeud, men vendemanøvrer på en startlinje eller i trange havne skulle man holde sig fra. Til gengæld har jeg aldrig oplevet en spilerkæntring mens jeg havde det gamle ror, og det sker også kun meget sjældent med det nye. Alene skrogets længde giver høj kursstabilitet.

Bådens stærke og svage sider

Det har været diskuteret meget, om båden er luvgirig. Sagen er nok den, at kølen er en smule for lille, og derfor sejler 10-Meteren med større afdrift end de fleste andre bådtyper. Afdriften mærkes på roret, som jo gerne vil stille sig i vandstrømmen, og det kunne især mærkes da roret var hængslet på finnen. Det fritsiddende ror har sit trykcenter tættere på rorstammen, og herved føles det i bedre balance. I øvrigt skal man ikke ”pine højde” med en lang, slank båd. Den skal først og fremmest gå fart, hjulpet af sin lange vandlinje, og som Jan Kjærullf engang sagde det ”fart er også højde, fordi afdriften fordeles over en længere distance”. Endelig kan det nævnes, at når kølen ikke er så stor, vil roret fungere som en del af lateralplanet, der skal hindre afdrift. Denne effekt bliver størst, hvis rorbladet er drejet et par grader.

Klubben stiftes i Nyborg

En klam vinterdag i 1976 var vi en del ejere, som mødtes i Jarl Flinks garage i Nyborg og stiftede Molich 10-Meter Klubben. Første formand blev Jørgen Berthelsen  (XD 13) som ikke selv var til stede, hvilket gjorde valget let. Nogle år senere fik vi med hjælp fra Leif Wagner Smitt (XD 11) etableret 10-Meteren som en standardklasse under Dansk Sejlunion. Klassereglerne blev ret åbne hvad dækkets udformning og roret angik, men det har vist sig ikke at gøre nogen forskel på farten indbyrdes. Efterhånden som Molichs gamle, ikke-eloxerede master er tæret op i foden og ved mastespillene, har en del ejere skiftet til en højere (og kønnere) mast, men det har heller ikke givet nogen fartgevinst. Sagen er nok, at 10-Meteren med sin oprindelige (lave) rig skal kapsejles med genua selv i ret frisk vind, og herved opnår man et relativt stort sejlareal med lavt sejl- og dermed trykcenter. En højere rig løfter sejlcentret lidt, og den længere mast giver mere vægt og vindmodstand i toppen. Båden var lige fra sin fødsel stærk på kryds og halvvind, men scandicap-spileren var blevet for lille, selv om det holdt målet nede. Det hjalp, da en større spiler blev indført i klassen, men på læns har båden altid klaret sig bedst i frisk til hård vind. Især når det bliver så hårdt, at de fleste andre både kommer ud af kontrol, mens 10-Meteren pisker af sted med 12-15 knob, båret af en hæk, som efter 1973-standard er temmelig bred og flad (jeg var i starten lidt betænkelig, for Jan Kjærulff havde lært mig at linjer skal være harmoniske, især hvad angår diagonalerne, som skal løbe jævnt sammen mod agterskibet – jævnfør linjerne i hans Aphrodite 101 med den smalle, nærmest V–formede hæk, der giver fantastisk balance på kryds under krængning, men koster topfart på læns).

Jan Ebert ved ror-pinden på “Maja”under mesterskabsstævnet 2010. Molich-X-Meteren fik hoveddimensionerne Længde 12,00 m – vandlinje 10,00 m – bredde 2,55 m – dybgang 1,60 m – deplacement 3,6 ton. Storsejl og fortrekant er hver på 20 kvm.

Fra X til XII meter

Byggeriet af nye både fra Hundested Baadebyggeri stoppede gradvis i løbet af 90’erne. 10-Meteren var simpelt hen havnet for langt fra sit oprindelige koncept som en billig, hurtig båd, idet prisen for en nybygning med det udstyr, man efterhånden forventede i en ny båd, nærmede sig 1 million. I dag er det en båd for kendere, der går efter de smukke linjer, de gode sejlegenskaber og den flotte kvalitet, Poul Molich stod for. Selv de ældste 10-Metere er gedigne nok til at kunne renoveres med succes. Enkelte nye er også blevet bygget, og støbeformen til skroget findes stadig (i 2013) i brugbar stand. Et par nybygninger fra de senere år falder dog lidt udenfor ved, at der er benyttet kulfibre i skroget, masten er flyttet lidt frem og kølen optimeret, ligesom der er brugt kulfibermast. Det har selvfølgelig gjort båden hurtigere, men af hensyn til klassen kan disse nybygninger selvfølgelig ikke få status som klassebåde.

Det var en nærliggende tanke at give 10-Meteren en storesøster, en 12-Meter. Det blev helt og holdent Poul Molichs projekt, og den første, XII D1 ”Estrena”, blev søsat midt i 1980’erne. Det var en spændende oplevelse at sejle båden, der lå på roret og i det hele taget opførte sig nøjagtigt som 10-Meteren. Den gik bare en knob hurtigere på kryds og 1,5 knob mere på slør. Nogen pokalsluger blev det dog ikke, men en højt værdsat turbåd for ejerne af de vistnok fem 12-Metere, der er bygget.

Ud på verdenshavene

Selv om 10-Meteren var tænkt som en hurtig kapsejler, har den haft stor succes som turbåd, idet den kombinerer fart med glimrende søegenskaber og en robust evne til at modstå alt. Poul (der havde mange tyske kunder) kaldte den lidt i sjov for  ”ein schneller kabinen-creuzer-racer”.  ”Oihonna”  krydsede i 1980’erne Atlanten på en tur til Vestindien (stadig uden motor). Siden har ”Lola” bl.a. været på Azorerne og ”Frigg” på en række ture til Portugal, Færøerne og ligeledes Azorerne. ”Frigg” har desuden gennemført sejladsen Danmark Rundt (Skagen, Bornholm og Jylland via Kielerkanalen i tiden 5 døgn og 12 timer). Morten Rydahl har med XD 29 besøgt Island og hvad der ellers kunne besøges på turen til og fra.

“OIHONNA”s logbog, “FRIGG”s DANMARK RUNDT sejr og talrige Nordsø og Atlantture kan læses her; medlemmernes side

Per Hjort, udgiver at Båden i Dag, og undertegnede, journalist samme sted, fandt i 1977 på at udsætte en pokal for hurtigste omsejling af Sjælland for sejl (ikke nødvendigvis i forbindelse med kapsejladsen Sjælland Rundt). Det blev til ”Sølvspileren”, der blev smedet i over to kg sterlingsølv af Leo Glenstrup, der ud over at være sølvsmed også sejlede 10-Meter på det tidspunkt. Spileren blev vundet første gang af Erik Holmgaard i maj 1978 med  XD 9 ”Sansara” i tiden 34.38.57, og blot en uges tid senere forbedrede Steen Beckett, XD 3 ”Vores Båd”, tiden til 31.24.32, svarende til 6,8 knob i snit. Siden har pokalen været vundet af flerskrogsbåde, og den bestyres i dag af Bådnyt, der i 1980 købte Båden i Dag for at trække bundproppen ud af et konkurrerende blad.

Det kan nævnes, at Poul Molich fra starten havde reserveret sejlnummer 10 til sig selv. For at holde sin plads i rækken skulle den have været søsat i 1975, men Poul fik først tid til at bygge den færdig, da han overlod værftet til sønnen Peter i 1991. På det tidspunkt skulle den egentlig have haft et XD-nummer sidst i 30’erne. XD 10 ”Hugin” blev tur- og kapsejlet ganske flittigt sammen med barnebarnet Hasting Molich, og Poul elskede især stævnerne, når han kunne se et smukt udvalg af sine både samlet. I 2005 var han til stede under stævnet i Hornbæk, dog uden at kunne sejle ”Hugin” selv. Lørdag aften blev han hyldet ved festen, og som han tørt (og rørt) bemærkede: ”det er første gang jeg får præmie i et stævne uden at have deltaget i sejladserne.”

Poul Molich døde marts 2006 i en alder af 87 år, men i mange år endnu – måske i generationer  – vil hans navn kløve bølgerne i form af den smukke og skarpe stævn på en Molich 10-Meter.

Bådmagasinet.dk har en artikel om X-Meteren, Se linket her:  http://www.baadmagasinet.dk/index.php?sid=115&cid=6284&1297691939