Palby Fyn Cup 2015

Palby Fyn Cup oplevede i år fremgang i deltager antallet, og iblandt deltagerne var 2 X-Metere samt “Kit”, en af de lidt større XII-metere.

Placerings mæssigt topper henholdsvis Per Risvang (D48) og Anders Becket (D3) resultatlisen med en 1. og 2. plads i gruppe 7, som bla var med div X-yacht konstruktioner og en Solana. Rigtigt flot og noget som os der ikke deltog, også godt kan sole os lidt i.

Fra “Vores Båd” D3 har vi modtaget nedenstående beretning.


 

En saftig lavtrykspassage dannede rammen om årets Fyn Rundt fra Bogense. Og ”Vores Båd” X DEN 3 dannede rammen om vores familietur, 3 generationer:

Anders Beckett, ejer og skipper, Albert 13 år, tidl. optimistsejler, Asger 17 år, og mig, Sten, tidl. ejer, nu far og bedstefar.

Jeg havde sejlet båden fra Faaborg til Bogense i frisk vind, og nu lå den ryddelig og klar til besætningens ankomst med soveposer, sejlertøj, huer, vanter og lange underbukser. 1½ m svinemørbrad, 5 kg slik og chokopops viste bredden af besætningens yndlingsretter, og tilsvarende: cola, øl, gammel dansk og rødvin, m.h.t de foretrukne drikkevarer.

Taktikken var klar,- med en start kl. 12,45 havde vi kun få timer til strømmen i Lillebælt kæntrede og blev nordgående, så vi havde travlt. Med en drømmestart på stb. halse ved læ mærke og fri vind, slog vi over på kanten af sandbankerne ud for Bogense, og kunne på toppen af feltet netop lige holde op mod Strib. Vores nærmeste konkurrent Per Riisvang i X-meteren Trines Tvangsarv, X DEN 48, gik en anelse højere end vi, og senere foran os, men det var os en trøst, at hans kulfibermast, nyere sejl, ror og kølprofil jo også skulle give ham en fordel.

Som et varsel om, hvad der ventede os det næste døgn, tårnede sig op bagom Strib en sort sky, og i et splitsekund blev feltet ramt af en sydvestenvind med en 15-18 sekm. Små og store både kæmpede for at holde sig på benene, alle var jo startet i mellemluft og fuld sejlføring. Vi havde fuld genua og storsejl, og fik nogenlunde kontrol, men den piskende regn og hagl sammen med den hylende vind, splittede felterne, og allerede dér så vi de første både sætte hækflaget og liste hjem til sikker havn.

Efter 20 lange minutter flovede vinden, og videre gennem snævringen blev vinden tyndere og tyndere, til vi, nu i modstrøm og ingen luft overhovedet, blev parkeret under den gamle Lillebæltsbro. De svage, nu østlige, åndedræt der var tilbage, blev opsnappet af meget store både med meget høje master og meget store spilere, og de levnede os ikke meget luft til at komme fremad.

Efter at have passeret broen både forlæns og baglæns et par gange, fik vi lidt held og luft, og Per i  48’ eren var allerede stukket rundt om Gals Klint.

Derfra fulgte mange timer i regulær, frisk luft fra SØ, en del modstrøm, en taktisk sejlads, hvor vi blev overhalet af en del nyere 40+ fods-både, og tilsvarende selv overhalede en del af felterne, der  var startet foran os. Der var en million vendinger, og armmusklerne blev godt udfordret, så i Poul Molichs ånd gik jeg under dæk, stegte mørbradbøffer, kogte nye kartofler, lavede sovs, åbnede rødvinen, og overlod skøder og bagstag til ungdommen.

Uagtet den varme mad og de varmende drikke, sneg regnen ubønhørligt igennem vores Goretex sejlertøj. Huerne var våde, handskerne gennemblødte, og den rå kulde bemægtigede sig vore kroppe. Albert kunne som den yngste gå til køjs i kahytten; mæt efter 4 bøffer, 1 kartoffel, 4½ kg blandet slik og 1 cola kunne han ligge trygt i slingregrejet omringet af dunene i pude og dyne. Jeg tog en kold tyrker, klædte mig af, og iførte mig uldent undertøj, tørre bukser og alle trøjer, og trak min overlevelsesdragt på yderst, som værn mod den arktiske kulde kombineret med tropiske regnbyger.

Lavtrykspassagen sagde os, at vi skulle holde styrbords fløj, uagtet det så fristende ud at gå på øst om Bogø. De, der havde valgt ”de Fynske Fristelser”, var godt hægtet af, da de 2 fløje mødtes ved Thorø syd fra Assens. Desværre flovede vinden helt i bund, inden den bestemte sig til at gå i syd og friske. Helnæs var passeret, og nu gik det for fulde gardiner østpå.

I læ af Avernakø benyttede vi lejligheden til at smide genuaen, det kostede os kun 1 knob at gå med storer alene, og da krydsfokken kom op var der atter fuld fart.

Enkelte både havde problemer med at holde lys i lanternerne, andre lyste vildt omkring sig for at spotte sømærkerne, så bortset fra den kraftige vind, var der en tivoliagtig stemning gennem Svendborgsund.  I medstrøm lå bådene tæt, trimaraner og større kølbåde, men Per Riisvang i X-meteren var nok over alle bjerge, vi havde ikke set dem siden snævringen i Lillebælt.

Vinden var nu 12-15 sekm. fra syd, så det gik raskt ud mod Thurø rev.

 

 

Vinden øgede 14-18 m/sek, det første morgenlys ved 5-tiden kunne anes. Feltet spredtes, en trimaran vendte om og luskede tilbage over Lunkebugten, mens de lange vandlinier nordpå gennem Storebælt gav bonuspoints. Jeg var egentlig tilfreds med de 10 knob med et storsejl, der trak, og en fok, der var mere eller mindre arbejdsløs. Men skipper Anders beordrede ”spiler”, og 17-årige Asger som habil jollesejler tog rortørnen.

En lille spiler, oprindeligt indkøbt i 80’ erne som skæringsspiler i meget formstabil dug, kom op at flyve, og så var der turbo på !!. Vi blev ”trykket tilbage i sæderne” ved hvert vindpust, og hverken konkurrenter eller bølgerne kunne følge med. Vores max-hastighed blev 16,4 knob, kun 1 knob langsommere end under ”Sølvspilersejladsen” i 1979, men i modsætning til dengang holdt spileren!!

Anders ved det luv skøde, Asger ved roret og jeg på det læ skøde var fuldt koncentrerede og mærkede knapt, at himmelen blev lysere. Adrenalinen pumpede ud i kroppen, vi blev tørre i munden, men det var ikke lige tiden til morgenkaffen nu.

Rorgængeren forsøgte at gå så dybt som muligt, der var en knivskarp grænse mellem pendulering og stabilitet, og så lavt som til kursen uden om Sprogø, kunne vi ikke holde. Det ville være halsløs gerning at forsøge en bomning, så vi bjærgede spileren så tilpas, at vi på den anden hals kunne skære ud omkring den forblæste ø.

Det var lidt ærgerligt, at alle både skulle runde Sprogø, havde vi kunnet fortsætte under lavbroen  mod Fyns Hoved med spiler, var der skåret meget af vores sejltid. Nord for Fyn var vinden gået i vest, søerne var grove, og det blæste 15 sekm. Alle var ved at være møre, men det var småt med mulighed for søvn, når 10’ eren på bb. halse bankede ind i den ene sø efter den anden. På den anden bov søgte vi bølgelæ ind mod Odense fjord, men det var jo kun en stakket frist. Anders fik fokken til at trække godt igennem søerne efter at have trimmet den lidt hulere end normalt, så hvad vi tabte i højden, tog vi igen på farten.

Albert kom på dæk efter en god nat, Asger fik sig en lille skraber, indtil kroppen blev mør af den konstante pælebanken. Så jeg forsøgte mig med lidt hvile i min overlevelsesdragt midt på dørken og med en våd genua og do. spiler som underlag. Ro blev det ikke til, men frisk kaffe til mandskabet.

Æbelø er som en regnbue: den kan ses langvejs fra, men når man sejler imod den, flytter den sig, så kommer aldrig uden om den. Men med vilje af stål kan man alt, og selv den røde bøje måtte give sig efter godt 3 timers kryds. Så nu ventede kun de sidste 5 mil mod mållinien ud for Bogense.

Til det sidste var der kamp om placeringerne, et kraftigt pust fik vores luv konkurrent til ufrivilligt at skære op, så glade, våd og trætte strøg vi i sikker havn,- hvor Per i nr 48 havde ligget i mindst 20 minutter …

Vi negligerede de våde sejl på dørken, de slatne chokopops og chips. Og glemte kulden, trætheden og de sure sokker.

Og tog bilen hjem !!

D39 Solong’s beretning fra Sjælland Rundt 2015

Fra vores nye medlem, Knud Thybo der købte “Skælfisken” af Ole Christensen, har vi fået nedenstående beretning fra hans deltagelse i Sjælland Rundt 2015.

Båden hedder nu “Solong” og ligger til dagligt i Langelinje.


SJÆLLAND RUNDT 2015

Tanken om at deltage i Sjælland Rundt,-sidst var i Ylva i 1980 eller 81,-opstod i forbindelse med starten sidst år,hvor min svigersøn med 2 venner sejlede rundt i  BB10. Min dåbsattest sagde mig jeg skulle finde en lidt større båd med indenbordsmotor og toilet og da jeg holder mest af klassiske både faldt valget naturligt på en Molich X,-nærmere bestemt nr 39 (tidligere Skælfisken fra Skelskør) en smukt apteret og meget velholdt båd. Båden skiftede i foråret navn til Solong og fik ny hjemhavn i Langelinie.

Med fire unge mennesker omkring de 40 år som gaster gik starten så fra Helsingør. Kom lidt for sent over startlinien og måtte skifte forsejl nogle gange samt rebe på turen til Sjælland Odde. Lang og sur tur inden vi efter Snekkeløbet kunne slække lidt ud på skøderne og bevæge os sydpå. Da vinden løjede  nord for Agersø gik det helt galt og vi tilbragte nogle timer i næsten vindstille. Eneste trøst var vi passerede søværnes Thyra. Da vinden kom gik det godt indtil vi var forbi Farøbroen og skulle ned mod Grønsund.Så forsvandt vinden igen og i de få mørke timer nåede vi ikke langt. Da det lysnede og vi skulle gennem selve Grønsund kunne vi glæde os over at have passere et antal både,-godt sejlet, men også hjulpet af idvande og lidt held.

Efter at have rundet Hestehoved og Møens Klint gik det for fuld fart op over Køge bugt og skipper nød den måde Molichen lægger sig tilrette på en halvvind og foran for tværs. Men ved Drogden blev den gal igen og vi sejlede/drev på kryds og tværs i alle retninger i 7-8 timer og så et utal at fly der startede og landede ved Kastrup. Først før midnat  fik vi atter vind og med 6-7 knob sejlede Solong mod Kronborg. Gik over mållinien kl 4.30 som første båd i vort løb,-men med vort handicap ikke nogen prisværdig placering.

Skal jeg evaluere timerne fra start til mål vil overskriften være en tak til mine ansvarsfulde og gode gaster og en opfordring til at mange flere sejlere vil være med til at bakke op om fortidens største kapsejlads,- uden vi nødvendigvis behøver være flere tusind.

 

Knud Thybo

Solong

Molich X nr 39

Vores nye svenske søster

Så er det sket igen!! Molich-klubben har fået et nyt medlem.

Ikke at det i sig selv er så usædvanligt endda, men det er udsædvanligt at nye medlemmer også melder en nybygning ind i foreningen.

Molich-klubben vil gerne lykønske Göran for hans meget flotte X-Meter, som har fået sejl-nr S3, da den hører hjemme i Halmstad. Vi har modtaget nedenstående beretning fra Göran om hans mange-årige byggearbejde.

……………………………………………………………………………………………………………………….

 

Den smukkeste båd der någensinde har anlöbt Nyord …

 

Det fik vi höre ”på havnen” i det dejlige Nyord i juni siste sommer.  Og nogle dager senere i Tyskland bad en aeldre mand:

– Bitte, sejl på kryds når I forlader havnen (Möltenort). Han ville gerne fotografere ”den smukke båd” på bidevind.

I Tåårbaek lidt senere samme sommer fik jeg et kys av Gitte Elvström og også et ”tilbud” av en dansk sejler at bytte Samba mod hans Safir og nogle penge …

Årets sommer  var fantastisk og vi hade mange sjove oplevelser i Molich X-meteren SWE 3 ”Samba” – 22 havne-anlöb på 45 dagar. Det blev vores anden tur-sommer med Samba, selvom båden var sejklar i august 2012. Det förste år blev det kun nogle korte sejladser hjemmeved (Halmstad og Skallkroken).

Eventyret begyndte langt tidligere når jeg fik vare med på kapsejlads med SWE 2 ”Millan”. Under et tital år sejlede jeg i flere stevner (og vandt nogen gang), Sjaelland rundt, Fyn rundt och en saerlig Mön rundt-plevelse. Vi fölgtes med en Matcher 31 hele vejen men efter en ”duell” i Bögeströmmen fik vi et forspring på 50 meter som holdt til Sundby. Förste båd i mål! Hurtigste båd nogensinde Mön rundt …Efter at ha fejret sejlede jeg og Stellan (Nilsson) videre til Skaelskör, for at deltage i endnu et staevne. Når vi gik in i det hyggelige klubhus, efter en fin sejlads – med stop i Nyord – mödtes vi av generede klubmedlemmer

– Jamen …  stevnet er avlyst. Vi fik nogle bajer og sejlede videre. Op gennem Store Baelt och rundt om Sjaellands Rev og ud i Kattegatt. Nix problemer – vi sejlede ju en Molich 10M!Bådenes båd, sa Stellan tit. Nu sejler han J105 och fortryder, men det er en anden historie.

Jeg hentede Samba sist på sommeren 2003 – skrov og daek, ikke sat sammen. Paul og Peter Molich var der og önskede ”held og lykke”. Skrovet solgtes av et dödsbo – familien var venner till Paul.

 

I august 2003 blev jeg ”selvbygger”, ligesom Lars Kristensen, Sören Bögildt og Per Riisvang. De hjaelpte meg meget  (saerligt Lars) og vi bestilte sammen köl (Svendborg stöberi) og ror (balanceror i komposit med Jefa rorstam og lager).

Jeg gik i gang uden tegninger, med begrensed viden og enkle verktöj. Byggepladsen var en bådhal i Halmstads segelsällskap. Tom om sommeren, men fuld av traebåde om vinteren. Så det blev sommerarbejde i otte år!

Det var godt at kunne hejse daeket op og ned, så den store bådhal var ren luxus. Byggemetoden er ikke lige industriell, men gir god arbejdsmiljö. At instalere motor, glasse skott og spanter uden att slå hovedet i, gjorde arbejdet lettere og helt sikkert bedre. Kölen kom på senere vilket også forenklede arbejdet, det var nimmere at komme op på arbejd …

Skrovet hentede jeg som sagt fra vaerftet i Hundested. Peter Molich sagde at det var stöbt hos Olsen i Stubbeköbing, men det vil de ikke bekraefte. Nå, det er godt glasset og i god tykkelse.

Finishen på gelcotet er dog ikke den bedste, men efter megen polering ser det nu godt ud. Bunden er malet ni gange (tynt) med epoxi. Vandlinien er rykket op og ni guldfarvet stripe.

Den store forluge glassade jeg over, for att kunne nyde det smukkeste fordaek som kan ses på en sejlbåd, og at få lugen på en bedre plads. Lige over hovedpuderne i forpiken. Lugen er mindre, men der skal ikke skiftes sejl og den er stor nok for at komme ud igennem.

 

I forhold til en ”standard-båd” flyttede jeg det store skot forover fremåd for att få en dejlig koj i forpiken. Durken i salongen er lidt bredere og gir bedre adgang forover. (Ståhöjden minskede til 1.48 m – fra 1.52 m). Det gir desuden mer plads vid pentyt. Motorlugen (ovenpå) er flyttet forover og så blir det nimmere at gå op og ned fra cokpitet. Det er god plads runt om motoren. Skottene vid garderoberne er smallere, for at gi en ”åben planlösning” og bedre adgang forover. Godt glasset sammen og et skrov med ”spanter” . Det blir stivt!Röstjaernen er boltede i disse skotter og placerede (naesten) helt ude i skrovsiden og med ca 24%  svepte salinger, gir det en flot rig uden bagstag (ingen genua).

Så var daeket på! Og lige med det samme blir det kaempe-besvaerligt att lave den simpleste opgave!

Et stort projekt som jeg kendte lidt nervositet inför, men efter at ha fået den förste ribbe på plads gik det godt – men langsamt. Kun ett par ribber ad gangen, limet skulle haerdes …   Så det blev to-skift.

At finde teak av höjeste kvalitét i lange laengder er ikke let, med det lykkedes. Ribberne limedes med Sika 298 – ikke en eneste skruv. Ingen risiko for vandintraengning i laminatet (balsa). Daeket lagde jeg ca 11 mm tykt vilket garanterer at det holder i mange år. Nakdelen er at det vejer lidt mer.

Mange tilskuere (min arbejdsplads var ju ”ofentlig”) syntes det var forkert at legge mitfisken sist. Dog syns jeg resultatet er et fornaemligt teakdaek og det gir megen opmaerksamhed.

Yanmar 3YM30 – 29 hk. Rak axel med Flex-o-fold trebladig folde-propeller 16/11. Den tre-cylindrige motor vejer ca 130 kg. Ulf Lützen fyldte sit slib med ölkasser som vargt-kompensation, jeg har begge dele.

Min tanke var en smuk og velsejlende turbåd med nogen komfort som er simpel at hantere fra cokpitet.

Bedst er Samba på kryds i middelvind. Så nemt, så höjt og så god fart. Andersen ST 46 til fokken og det bedste Harken storskod-system, sammen med en modern rig (Seldén 9/10 med dobbelte svöbte salinger – uden bagstag) och flotte sejl (lette panelsejl i sort aramid fra Henrik Edman i Malmö), gir en meget velbalencered båd som er en fornöjelse att sejle på kryds.

Jeg har varet heldig at sejle en standardbåd under mange år og forskellen er måske att Samba sejler med lidt mere finesse. Millan (standard-rig, köl og ror) kan godt lige lidt mer vind – jeg har fantastiske minder fra kapsejladser med spiler i 10 – 15 m/s (med Stellan som skipper).

På halvvind i 6 – 10 m/s sejler begge som i en dröm! Millan med genua, Samba med fok.

Masten er ikke rykket frem saerlig meget, måske 50 mm. P=12500 mm, E=3750 mm, J=3800 mm och T (forstagsliget) =12450 mm. Storsejl 28 kvm, fok 24 kvm. Total mastlengde 14950 mm. Bartels rullesystem under daek med endelös line.

Samba er en fin turbåd, nem at sejle og nem at manuverere i havn. Let at hejse sejl og let at få storsejlet ned. Komforten er god med fine sovepladser, godt pentry och hyggelig salong. Nix toilet men en super köleboks. Ikke en drobe kondens någensinde, grundet teakdaek, balsa i laminat og indertag samt garnering i cedertrae.

Det er meget hygge i kahytten.

 

 

Kölen hentede jeg hos Sören Bögildt udenför Roskilde, med samme trailer som körte hjem skrovet. 1765 kg bly og syv rustfrie M24-bolter. Desuden Sika 292. Stellan kom ind lige som jeg var igang, men maerkte at jeg var lidt nervös, og han gik omiddelbart igen. Ellers var jeg allene hele processen. Båden hade jeg haengt i taget och den skulle ”kun” saenkes ned på kölen. Jeg hade prövet flere gange (uden lim) og uden problemer. Men når limet var på plads og jeg begyndte at hejse skrovet ned – jeg gik rundt båden og halede i de fire kedeblokkene, varv på varv, syntes jeg det blev skaevt …Nå, der var ingen vej tilbage fordi Sika 292 slaepper ikke! Resultatet er en fin köl som sitter godt fast och ikke er skaev.

Halmstad segelsällskap har en Sublift, som klarer max 12 ton. Den ”siger” at Samba vejer godt over fire ton.

 

Samba i Skallkroken, vores anden hjemmehavn. Meget smuk och rolig i godt sommervejr, men barsk og urolig i blaesevejr. Ti sömil N fra Halmstad. En dejlig havn som jeg anbefalder. NB – ingen forsyninger, men cykler at låne.

 

En svensk Molich i Kattegatt.

X-meterens fremtid som standard klasse.

X-meterens fremtid som standard klasse.

Vi har ikke Poul Molich blandt os mere. Jan Ebert har på hjemmesiden mindet Poul, det var en nekrolog fra en ven som kendte Poul Molich, og som har skrevet om hans arbejder som bådebygger og konstruktør ved mange lejligheder.

Dette indlæg skal imidlertid handle om vore X meteres fremtid som standard klasse.

Efterhånden som vore både får år på bagen, ser vi mange flotte eksempler på opdateringer og renoveringer af bådene, og hos mange kommer også overvejelser om, i første omgang en højere mast, måske ændring af ror, nogle ønsker at flytte forstaget, andre vil have længere bom osv.

Sker der så store ændringer, at bådene ikke kan overholde klassereglerne, ja så har vi jo en båd mindre i klassen, og klassen som standardbåd udvandes. Det er ærgerligt, hvis dette fortsætter, og der til klasse stævnet bliver færre og færre både der kan sejle klasseløb. Det er trods alt sjovest i en kapsejlads, hvis man har “banket” de både der er bag ved een, og fået bank af dem der er foran.

Når vi står foran en renovering, vil navnlig en højere mast komme på tale, båden kan bære det, og i tilgift bliver den endnu smukkere at se på, men den havner uden for klassen. Mange vil ikke se det som det store problem, vi sejler måske ikke så tit klasseløb, men mest tursejlads, og til aftenmatcerne sejler vi alligevel DH eller anden lokal regel, så hvorfor skulle vi ikke, når nu vi alligevel skal igang.

Måske er det undersøgt, men hvis ikke, var det så en opgave for et udvalg under bestyrelsen, at finde ud af, om man kan anbefale en målsat højere mast, og stadig bevare sejlarealet og sejle i standard klassen, og med god samvittighed føre Xet i storsejlet. Selv om vi ike har tradition for at sælge vore både så tit, så handler det vel også om at bevare molichen som en original klassiker, det taber den ikke i værdi af.


Håber dette indlæg vil give grobund for en sober diskution på medlemmernes side.

Venlig hilsen

Jan Ebert’s kommentar til Axel Liebmann

PDF Udskriv Email
D1 Maja
Forfatterens båd fra 1973 til 1999 D1 “Maja”

Kommentar til AxelAf Jan Ebert

 

Axel Liebmann gør sig nogle tanker om højere rig, mere plads, andre byggematerialer – kort sagt en anden båd. Det skulle være muligt at finde på markedet, men han er selvfølgelig også velkommen til at bygge den selv. Navnet skal blot ikke være noget med X-meter, for som medejer af X-designet kan jeg ikke gå med til, at navnet bruges på andre både eller andre koncepter.
Så til detaljerne: Jeg kan tilslutte mig, at en højere rig vil være kønnere, og mere mastetop kunne have givet bedre trim af storsejlet. Sagt i datid, fordi moderne sejl kræver så lidt trim, at en stiv mast i dag er mere OK end for 10-15 år siden. Bortset fra at båden ville blive kønnere, mangler vi dog helt og aldeles beviser for, at den bliver hurtigere. Nogle af bådene med højere rig må komme til stævnet eller en anden kapsejlads mod de bedste i klassen og vise, at de er hurtigere. Det er endnu ikke sket, og jeg tvivler på det sker. Bortset fra i helt let luft har X-meteren en tilpas sejlføring i god harmoni med sit mål. Vi kunne dog have gavn af en større spiler end det, som scandicap i sin tid tillod. Det er her, X-meteren har problemer mod Ylva/Luffe 37, ikke på krydset. Jeg er fuldkommen overbevist om, at et større krydsstel vil stille båden dårligere i kapsejlads – helt enkelt fordi målet vil stige mere end farten. Når de opriggede både (endnu) ikke kan slå en standard-X’er, hvilken katastrofe vil det så ikke være med et højere mål.
Tænk på at vi har en slank båd med begrænset stabilitet. Den vinder ikke noget (undtagen i helt let luft) ved at få mere sejl. Til nød kunne den vinde lidt ved at øge fortrekanten, så man med samme areal kunne fjerne noget af genuaens store overlap, undgå bagluft i frisk vind og få mere effekt af storsejlet. Det ville nok blive en lidt bedre rig, men allerede her stiger målet formentlig – og så bliver båden faktisk langsommere!! I kapsejlads er fart jo ikke fart gennem vandet, men fart i forhold til det givne handicap.
Grundlæggende er problemet dog, at vi har godt 40 både, der kan måle ind til klassen. Dem kan man ikke pludseligt smide ud, for at 3-4 andre kan gå ind. DS vil aldrig kalde 3-4 både for en standardklasse, og man skal ikke forvente, at ret mange ejere vil bekoste 150.000 eller deromkring på ny rig og nye sejl. Dog – vi lever i et demokratisk land. Kan et flertal vedtage det, ændres klassen. Ellers ikke, for det modsatte vil være diktatur (ovenfra, for nu at blive ved de høje rigge).
Noget helt andet er, at den store forbedring af X’eren slet ikke er at finde i rig-spørgsmålet. Det gælder i stedet kølen. Et nyt design her ville give markant bedre højde på krydset, idet vi (som måske bemærket) sejler med langt større afdrift end de både, vi plejer at sammenligne os med. Samtidig kunne man øge stabiliteten ved at sænke tyngdepunktet, og ideelt set burde dybgangen være lidt større, men så koster det på målet. Et nyt køldesign ville være langt billigere end en ny rig, idet blyet kan genbruges, men igen – vi har en klasse, som ikke skal splittes.
Sluttelig en kommentar til Axels ideer om ståhøjde m.v. – jamen køb dog en anden båd! Ideen med X’eren var i sin tid at skabe noget, der gav fart og sejlglæde uden at koste kassen. 40 fod båd til 30 fods pris. Derfor: ingen motor, intet toilet, ingen luksus og en helt bevidst “dårlig” udnyttelse af pladsforholdene (det store forrum skulle spare vægt forude og give stuveplads på tursejlads). Tiden har så været lidt imod konceptet. Et flertal af købere ønskede et dyrt teakdæk, alle ville have motor og X’eren er blevet den luksusbåd, den ikke skulle have været. Mit håb til bådens fremtid er, at den kan genfinde lidt at sin oprindelige ide som en hurtig, smuk og enkel konstruktion hvis luksus er, at den sejler godt. I øvrigt: højere fribord og højere rig giver højere tyngdepunkt, og det er rigtig dumt på en slank båd, men knap så galt på en bred.
Der findes bunker af både med ståhøjde og alskens luksus, hvis man har tanker i den retning. Der er ingen grund til at gøre noget særligt til noget ordinært.