Appetizer: Stævnet 2016

Kære Molich-sejler

Vi vil gerne invitere dig til KLASSEMESTERSKABS stævne i Sletten Havn og Bådeklub i dagene 26. – 28. august.

Molich-klubben har netop sendt indbydelse ud til jer alle pr mail, og bestyrelsen håber du allerede har sat X i kalenderen.

Sletten Havn leverede sidste år et stævne i perfekte rammer hvorfor vi gør det man ikke må; Gentager en succes!

Men selv om lokationen igen er Sletten Havn er der fornyelser og nye muligheder på programmet. I kraft af vores nye klasseregler vil løb 1 i år inkluderer ALLE Molich X-metere der enten er klassebåde eller som har et DH-mål større end klassebåden. Løb 1’s vinder udpeges alene på placeringen ved målgang, mens løb 2 udregnes som vi plejer; efter den enkelte båds DH-mål. Så er din båd ikke klassebåd er du altså stadigt ikke undskyldt fra at deltage .-)

WATSKI A/S er sponsor ved stævnet, og der vil blive uddelt præmier til både vindere og dem der udviser pli ved at lade de utålmodige komme først (Havelågen og Hængslet). Dertil præmieres kreative talenter og manøvrer…. Sidste år blev der bla uddelt præmie til den første båd der formåede at sejle den rigtige vej under distance sejladsen. Men stadig må selv en formand ikke sejle med gennaker

Restauratøren i sejlklubben vil under hele stævnet sørge for alle måltider til yderst rimelige priser.

Tilmelding til stævnet; Send en mail til Molich-X-Meter@Molich-X-Meter.dk hvori du angiver sejlnr og navn på rorsmand.

Program:

Torsdag 26/august:

  • Bureauet er åbent for registrering
  • Vi vil se på om der er tilslutning til fælles spisning i klubhuset.  Molich-klubben vil i så fald være vært

Fredag 27/august:

  • Morgenmad i Sejlklubben og skippermøde
  • Kl 11:00 Start, Distance Sejlads
  • Kl 18:00 Fællesspisning i Sletten Sejlklub

Lørdag 28/august:

  • Kl 07.30 Morgenmad i Sejlklubben og skippermøde
  • Kl 10:00 Første start, op/ned sejladser
  • Kl 18:30 Festmiddag med præmieuddeling

Vi ses i Sletten Havn….

Referat af generalforsamlingen i Molich X Meter Klubben, lørdag den 5. marts 2016

1/Valg af dirigent

Finn Hirtshals valgtes med akklamation

2/Formandens beretning

Formanden startede med at slå fast, at afholdelsen af klassemesterskabet var den væsentligste begrundelse for klubbens eksistens, hvorfor der vil blive gjort en ekstra indsats for at skaffe det fornødne antal deltagere.

Der var ros til bestyrelsen for et højt aktivitetsniveau. Formanden omtalte en række gode resultater for X meteren ved kapsejladser rundt omkring i landet. Sidst men ikke mindst opholdt han sig ved klassemesterskabet i Sletten 2015, der såvel socialt som sportsligt havde været en stor succes.

3/ Årsregnskab og kontingentfastsættelse

Regnskabet, der er i fin balance, blev godkendt, og kontingentet fastsat til 300 kr.

4/ Valg til bestyrelsen

Formanden, Hans Jørgen, Niels Juul og Per Risvang var på valg, men blev alle genvalgt med applaus.

5/ Valg af revisor

Der var genvalg til Bent Lundberg

6/ Opdatering af klubbens love

Bestyrelsen havde udarbejdet nogle ændringer og tilføjelser til ”Regler for afholdelsen af kapsejlads for Molich -X -Meteren.” Den væsentligste tilføjelse er, at både med et højere DH-maal end klassebåden for fremtiden kan deltage i første løb. Det er dog en forudsætning, at de har registreret standardskrog, og at kølen er af en beskaffenhed, som beskrevet i klassereglerne 2.4. Forslaget blev vedtaget.

7/ Klasseregler

Bestyrelsen havde udarbejdet præciseringer og ændringer til klassereglerne. Vanternes og røstjernenes placering er nu fri, og D8 og D9 vil fremover blive betegnet som klassebåde. De nævnte punkter blev sammen med de øvrige vedtaget.

Risvang foreslog en gennemgribende revision af klassereglerne.

8/ Hundested bådeværft og John om deres byggeprojekt

Punktet blev på forslag af dirigenten flyttet til efter eventuelt, da det ikke omfattes af Generalforsamlingen.

9/ Indkomne forslag

Steen Nielsen havde fremsendt forslag til oprettelsen af et register, hvor hver enkelt båd er registreret, og dens særlige udformning er omtalt, samt et forslag til fremstillingen af en elementær trim guide. Begge forslag blev hilst velkommen, og bestyrelsen blev pålagt at arbejde videre med dem.

10/ Pernille fremlagde forslag til en ny og stærkt forbedret udgave af klubbens hjemmeside. Det fik en varm modtagelse af forsamlingen.

11/ Under eventuelt blev det foreslået at henlægge klassemesterskabet til Sletten den 26.-28. august.

 

Det nye bådprojekt

”Nybyggerne” fortalte om deres projekt og viste tegninger og model af kølen. Der var stor begejstring for projektet, men stærk tvivl om, om det vil være muligt at finde en plads til båden i Molich selskabet. Hovedårsagen til dette er den nye køl og det stærkt forøgede sejlareal.

 

Erik Kulavig

Så er den nye hjemmeside søsat

IMG_20130608_070846.418

Velkommen til Molich X-meter klubbens hjemmeside.

Som skrevet i nyhedsbrevet kan vi  alle være med til at gøre hjemmesiden og klubben mere levende, med aktuelle nyheder, beretninger debatter og skønne billeder.

Skriv en mail til Pernille@glyb.dk så kvitterer  jeg med et brugernavn og login så I selv kan lægge ting op I syntes relevante.

Jeg syntes godt vi kunne bruge et nyt billede til det banneret på forsiden, så forslag modtages meget gerne.

Håber vi ses først og fremmest på vandet, men også her på siden.

Generalforsamling 2016

Generalforsamling i Molich X-Meter klubben 5.marts 2016 kl 11

Du skulle som medlem af Molich-klubben have modtaget indkaldelse til Generalforsamlingen pr e-mail.

Kom og hør om bla Hundested Bådeværfts planer om nybygning af to både i samarbejde med to medbyggere.

Du bedes give os besked senest 29/feb om du deltager. Se venligst indkaldelsen for dagsorden og program.

Vi ses på Restaurant Lystbådehavnen i Korsør