Vel organiseret og hyggeligt stævne 2018

 


Helsingør Sejlklub lagde vand og lokaler til fællesstævnet for Scankap 99 sejlerne og os. Med 8 Molich’er og 15 Scankap-99 både tegnede det til et hæderligt felt, og tilmed lovede vejrguderne tørhed fra oven og vind til sejlene.

Fredag morgen var der skippermøde før distance sejladsen, men desværre måtte vi konstatere, at et par både ikke var dukket op. En manglede gaster, en anden synes, vejret i Kategat havde været for uroligt til transportsejlads.

På grund af manglende vind kom distancesejladsen først i gang ved middagstid, men herefter gik den vilde jagt efter forskellige sømærker i en let sydgående strøm. Vi kunne fra cockpittet i Maja konstatere, at de staldtips, vi havde modtaget fra de lokale om at holde tæt til den danske nordkyst, faktisk var gode, selv om de ikke blev fulgt af de stedkendte. De stak over til Sverige…!. Der var fordel langs den danske kyst, mens de satte lidt til ovre på svenske-siden. I løbet af eftermiddagen aftog vinden noget igen, der opstod vindhuller, det regnede i perioder, og strømmen tiltog. En spændende kombination for dem der higede efter at genvinde det tabte, mens det i føre gruppen kun er til besvær når føringen skal forsvares.

Fredag aften var der fælles spisning for dem der havde lyst, og det viste sig at blive en hyggelig fødselsdags middag med sang og hurra-råb for Gisela (D12, ) der havde fødselsdag.

Lørdag var vejret lidt mere friskt, tæt på hvor krydsfokken skulle findes frem, men alle valgte at holde genuaen. Vi delte op/ned bane med Scankap99-feltet, der havde første start, mens vi umiddelbart efter fik vores første varslings skud. Det forløb rigtigt fint med to klasser på samme bane. Fin gensidig forståelse mellem de både,  der mødtes ved mærkerne, hvor der lige blev givet den smule plads til at alle kom rundt uden tab. I løbet af eftermiddagen friskede vinden lidt mere, og enkelte både gik over til fok. I alt havde vi fem starter lørdag, der alle forløb planmæssigt og uden dramatik, og vi nød at have en lang startlinje uden nævneværdige fordele på fløjene. Dommer staben havde fint styr på arrangementet og kunne skyde stævnet af i passende tid til både mole øl, bad og let oprydning i båden inden den fælles festmiddag med Scankap sejlerne.

Mere end 120 mennesker var med til aftenens fornøjeligheder med god mad og præmie overrækkelse. Halvmodellen gik til MAJA, som også på DH-beregning viste sig hurtigst. Og godt nok kan vi i Molich-klassen ikke bryste os af at vores mesterskab er et officielt DS-mesterskab, men som Båd’s udsendte journalist konstaterede: ”De hygger sig godt nok i Molich-klassen !”

https://www.baadmagasinet.dk/kapsejlads/nyheder/27205-hard-kamp-i-toppen-til-dm-for-scan-kap-99

Resultater: 20180808_1 Samlet Resultater Sailwave results for Molich X Meter DM 2018 at 2018

 

Molich-stævne 2018

Molich-stævne 2018

De sidste formalia er faldet på plads omkring Molich stævnet i Helsingør, og hermed link til gældende sejladsbestemmelser  SI Scan-kap 99 Molich X-meter DM 2018 vers4 (003)

Fredag har vi to mulige baner klar til distance sejladsen; én nordpå op i Kattegat og en sydgående ned gennem Øresund. Vi vælger aftenen før hvilken bane det bliver afhængigt af vejret… og længden tilpasser vi således at vi er i havn inden ca 6 timer.

Uden mad og drikke duer helten ikke…. og vi ser at mange endnu ikke har tilmeldt sig morgenmaden (med tilhørende madpakke) eller aftensmaden. Det er for sent nu via hjemmesiden, MEN det kan nås endnu via mail til  kasper.wedersoe@cde-dmd.com men det skal være senest søndag eftermiddag. Derefter kan vi ikke love noget, men kun håbe restauranten evt. kan trylle ekstra frem til de sultne.

Er der medlemmer af klubben der gerne vil deltage i festmiddagen lørdag aften, men som ikke deltager i sejladserne, er i også meget velkommen. Klubben giver et bidrag på 150kr hertil….så alle har i 2018 bestemt mulighed for at få noget for kontingent pengene også selv om du ikke kommer i båd.

Vi er sat i udsigt at der kommer en fotograf forbi stævnet. Husk derfor at pudse sejlerstøvlerne J

Vi håber alle får et godt stævne…. Vi glæder os til at se jer alle.

 

 

Referat for Molich-X-meter klubbens generalforsamling 8. april 2018

Deltager: D1D5 D8 D9 D12 D23 D27 D32 D34 D44 D45

Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Finn Hirtshals (D32), som tog imod hvervet med applaus fra forsamlingen.

Finn kunne bekræfte,  at generalforsamlingen var lovlig indkaldt og noterede to punkter til eventuelt.

Bestyrelsen beretning for 2017

Da den i 2015 valgte formand Thomas Becket havde valgt at sælge sin båd sidste år og træde ud af bestyrelsen, var der ingen personlig beretning fra formanden,  men i stedet fra bestyrelsen ved Thomas Ebert (D1).

Thomas kunne berette at også det forgangne år havde været et overkommeligt år for bestyrelsen.

Klubben fik afholdt et rigtig fint klubmesterskab i samarbejde med Super DM i Nyborg.

Vi er måske ikke så mange som før i tiden, men det er de andre klasser heller ikke. Nogle klasser har helt opgivet at holde klassemesterskabe. Så vi er stolte af og har også som mål at kunne stille med et to-cifferet antal både til klubmesterskabet i Helsingør til august.

Der har været følgende køb og salg af både samt ind og udmeldelse.

D28 har valgt at forlade klubben

D40 er solgt til en schweizer og ligger på Gardasøen. Den nye  ejer har ikke meldt sig ind klubben

D50 stadig til salg og udmeldt af klubben

S4 er blevet til D26 og ikke medlem af klubben

D36 samt nye medejer at D45 Jesper Bork er nye i klubben. Tillykke og velkommen.

Årsregnskab

Hans Jørgen fremalge et flot regnskab for klubben

Der er et pænt indestående. Der har været udgifter til nye standere og tilskud i forbindelse med klassemesterskabet.

Regnskabet blev godkendt.

Fastsættelse af kontingent

På baggrund af klubbens relativt store indestående stillede Hans Jørgen (D9) forslag om, at dette års kontingent blev kr. 0,00.

Dette var der ikke stemning for i forsamlingen.

Der kom yderligere forslag om, at klubben som sidste år kunne give tilskud til stævnegebyret i håb om at tiltrække flere både.

Det kunne også være til den efterfølgende middag for at fremme det sociale aspekt i klubben.

Det blev besluttet at forsætte med et årligt kontingent på 300 kr.

Bestyrelsen vil arbejde videre med forslagene

Valg til bestyrelsen: Følgende var på valg:

  • Formanden (Genopstiller ikke)
  • Niels Juul (D5) ( genopstiller)
  • Hans Jørgen Lund – Kasserer (genopstiller ikke)
  • Ledig Suppleant post

Der var ikke kommet nogen tilsagn til formandsposten. Thomas Ebert forslog Erik Kulavig (D8), der med klædelig tøven accepterede og dernæst  valgt med alle stemmer.

Niels Juul blev enstemmigt genvalgt.

Claus Christensen (D27) ville gerne tage posten som kasserer og blev enstemmigt valgt.

Når nu Erik var blevet formand skulle der vælges 2 nye suppleanter.

Det blev Jesper Bork (D45) og Bjarne E Nielsen (D44).

Valg af revisor

Bent Lundberg Pedersen blev enstemmigt valgt

Indkommende forslag

Status på oprindelige Molich X-meter forme

Jan Ebert informerede om, at han på nuværende tidspunkt kører en retssag omkring ophavsretten til Molich-X-meteren, og der blev i den forbindelse stillet spørgsmål til, om klubben ønskede at erhverve sig de oprindelige støbeforme, hvis muligt.

Med forbehold for retssagens udfald vil klubben gerne have og opbevare de oprindelige støbeforme.

Orientering om Klassemesterskabet 2018 i Helsingør

Årets klubmesterskab kommer i år til at foregå d. 17-18 august i samarbejde med Helsingør Sejlklub og sammen med ScanCap 99.

Der vil være klubmiddag om lørdagen, og vi er gennem hele stævnet lovet adgang og plads i baren i klubhuset, så rammerne skulle være på plads, og vi mangler nu bare, at klubbens medlemmer tilmelder sig.

Bestyrelsen vil se på, om der kan gives tilskud til stævnegebyret

Bestyrelsen vil også meget gerne opfordre til, at man deltager i middagen, selv om man ikke deltager i kapsejladsen.

Eventuelt

Det gamle forslag om, at mere end to Molich-sejlere, der mødes i fremmed havn, kan købe en god flaske vin på klubbens regning blev genfremsat og fik stor tilslutning..

Vi mangler også stadig nye gode billeder til bl.a. Hjemmesiden.

Bestyrelsen vil arbejde videre med regler og konceptet for ovenstående så hold øje med hjemmesiden.